Om kunstneren
JENS BRAMMERS nye motiver udbygger hans made at tviste en situation, saledes at hans naivistiske blik, med sin bevidst indbyggede evne til det enfoldige eller naesten banale, far en drejning af noget underfundigt, der skaber en dybde i det banale. Det enkle billede far flere lag af betydning. Jens Brammer kan staedig male en flok hons med den barnlige uskyld, man netop ikke har som voksen, sa honsene bliver en interessant eksotisk fugleflok klaedt i rodt og hvidt og derved abner op for tolkning af den danske selvforstaelse, nar den bade er vital og alligevel konformitet. Honsene er tilskuer til noget meget interessant, som vi ikke bliver indviet i, men selv ma gaette os til og hvordan er de kommet ud i en kano? Eller hvorfor star der et far og stirre pa os fra en graestue omgivet af vand og ved sin side en redningskrans som et somaerke i hvidt og rodt. Et signal om hjaelp?
Erik Meistrup